Tjek korte obligationer

15.04.2013

De tre partnere i HP Fonds -her på kontoret i København - har fundet en god niche ved at gå direkte efter illikvide obligationer i deres investeringsforening i HP Invest.

De lange obligationer er meget risikable, og derfor bør investorer holde sig til korte obligationer med en løbetid på mellem nul og tre år.

Sådan lyder rådet fra mændene bag investeringsforeningen HP Invest, der har specialiseret sig i at investere i obligationer.

"Vi mener ikke, at man skal være tilbageholdende med at købe korte obligationer, hvorimod lange obligationer ikke er risikoen værd," siger partner Peter Nauntofte i HP Fonds, der er selskabet bag HP Invest.

Det er den ekstremt lave rente, der skaber usikkerhed om de lange obligationer.

"Vi ved ikke, om renten forbliver lav i lang tid. Vi ved, at den dag, den stiger, vil det give nogle små ryk i kurserne for de korte obligationer. Og noget større ryk for de lange," lyder det fra Peter Nauntofte.

Hans partner Michael Nielsen uddyber:

"Der er stor volatilitet på lange obligationer. Man kan tabe rigtig mange penge, den dag renten stiger. Vi kender ikke fremtiden, men vi kender fortiden, og der kan vi se, at renten – i al den tid, den er registreret – har været betragteligt højere i dag. Så med den måde, den menneskelige hjerne fungerer på, er der grund til at befrygte, at den stiger i fremtiden igen," siger Michael Nielsen.

Hos HP vil de tre partnere dog ikke afvise, at renten vil forblive ekstremt lav i mange år.

"Vi har mulighed for at komme i japanske tilstande, hvor renten forbliver lav i 20 år. Vi kan ikke lige se, hvor væksten skal komme fra. Vi har en fornemmelse af, at det snart må komme, men det er ikke sikkert," siger Peter Nauntofte.

Han medgiver, at aktiemarkedet p.t. ser attraktivt ud, men husker investorer på, at man skal risikosprede og have en del af sin portefølge i obligationer – især i de korte.

"Det er en relativt sikker investering. Det kan godt være, at man ikke kommer til at tjene voldsomt på dem, men man risikerer ikke, at der er en, der kommer og tager dem i løbet af natten," siger Peter Nauntofte.

Børsen, mandag den 15. april 2013 af Jens Theil

Tilbage
Print Ansvarsfraskrivning