Tæt på nogle af de allermest garvede

15.04.2013

Handlen med korte obligationer er et marked, som skrumper i disse år. Antallet af udbydere og bydere bliver mindre og mindre. 

Samtidig er det et marked, som kun er egnet for de mest garvede obligationshandlere. Her er ingen børs at handle på. Handlerne foregår per telefon, og ofte skal der reageres her og nu. Derfor er det helt afgørende at kende spillerne i markedet og vide, hvad obligationerne er værd. En enkelt fond i Danmark, HP Invest, har år efter år givet de andre spillere på markedet baghjul. Bag HP Invest står tre garvede obligationshandlere, der tilsammen har næsten 100 års erfaring bag sig. 

De tre – Henrik Fournais, Peter Nauntofte og Michael Nielsen – fortæller i denne udgave af Børsen Investor om deres succes, hvor de har specialiseret sig i danske stats- eller realkreditobligationer med en løbetid på nul til tre år. 

Det handler bl.a. om at kende stort set alle 2000 obligationsserier, der er på netop dette marked. Sammen jager de tre partnere hver dag de små glemte obligationer, der kan købes billigt og sælges dyrt. 

De tre har gjort det til et princip, at de til hver en tid kan stille en pris her og nu for den obligation, der måtte være enten en køber eller sælger til. 

Og tilsyneladende ved de tre rutinerede obligationshandlere, hvad de snakker om. De sidste fem år har fonden HP Invest Korte Obligationer i gennemsnit leveret over 5 pct. i afkast om året efter omkostninger. 

Fra de tre lyder rådet til de private investorer, at investeringer i obligationer som udgangspunkt bør ske gennem investeringsforeninger og ikke på egen hånd.

Børsen, mandag den 15. april 2013 af finansredaktør Morten Jeppesen.

Tilbage
Print Ansvarsfraskrivning